Hop til indholdet

Kampagne

Stor kampagne: Mindre feed og mere fællesskab

DIF indtager i disse uger landets biografer med en stor kampagne, der skal få de unge mennesker til at prioritere foreninger og fællesskaber frem for feeds.

Lars Hestbech

22. sep. 2026

DIF indtager i disse uger landets biografer med en stor kampagne, der skal få de unge mennesker til at prioritere foreninger og fællesskaber frem for feeds.

Idrætsforeningernes analoge fællesskaber har aldrig været vigtigere end i dag. Børn og unge er i dag mere ensomme end tidligere, og deres trivsel er under pres. Timerne ender for mange med at blive brugt i endeløse ’feeds’ dirigeret af snedige algoritmer.

Men i idrætsforeningerne møder børn og unge kompetente voksne og indgår i et fysisk fællesskab med jævnaldrende. Et fællesskab, hvor virkeligheden ikke forvrænges af digitale filtre, men hvor de bare kan være sig selv, og hvor de får et ærligt billede af hinanden.

Derfor udfolder DIF i ugerne 38-44 en stor kampagne med budskabet om at få børnene ned i DIF’s mange idrætsforeninger. I den forbindelse bliver der inddraget en kommunikationsplatform, som DIF aldrig før har benyttet sig af - nemlig landets mange biografer.

"Med FIBU har vi i DIF siden 2023 arbejdet intensivt på at udvikle foreningsidrætten for og i samarbejde med børn og unge. Vi står derfor på en solid platform, når vi nu går massivt ud med budskabet til børn og unge og deres forældre om at omfavne de lokale idrætsforeninger og at prioritere fællesskabet frem for feedet."

Liselotte Friis Byrnak, programleder for indsatsen Fremtidens idræt for børn og unge (FIBU) i DIF.