Gå til indhold

Søg

Kontakt(https://at.dk/om-os/kontakt/)

Regler(https://at.dk/soegning/?q=*&type=rules)

Selvbetjening(https://at.dk/selvbetjening/)

Forside(https://at.dk/)

Nyheder(https://at.dk/nyheder/)

10

Meddelelse til tilskadekomne for arbejdsulykker

Luk

Søg på at.dk

Meddelelse til tilskadekomne for arbejdsulykker

I forbindelse med aktindsigt i arbejdsforholdene på virksomheder har Arbejdstilsynet i en periode vurderet, at navnet på en person, som var kommet til skade på arbejdet, i visse tilfælde godt kunne udleveres. Arbejdstilsynet har nu ændret praksis og beklager fejlen.

07.10.2026

Arbejdstilsynet har efter en ny juridisk vurdering ændret sin praksis for aktindsigt i tilsynssager om arbejdsulykker. Aktindsigterne til bl.a. journalister er rettet mod arbejdsforholdene på virksomheder, men har i perioden fra juni 2025 til august 2026 også omfattet navne på de personer, som er kommet til skade på arbejdet.

Inden Arbejdstilsynet giver aktindsigt, vurderer vi altid, om materialet indeholder oplysninger, som ikke skal udleveres, hvilket fx gælder oplysninger om enkeltpersoners private forhold.

Vi vurderer dog nu, at navnene på de tilskadekomne burde have været undtaget fra aktindsigt som private forhold efter offentlighedslovens § 30, nr. 1. Vi har derimod ikke udleveret oplysninger om den tilskadekomnes helbredsforhold og andet sensitivt om den skete arbejdsskade.

Arbejdstilsynet offentliggør denne meddelelse for at bidrage til, at de tilskadekomne, hvis navne er blevet udleveret, får en rimelig mulighed for at få kendskab til situationen og varetage deres interesser. Samtidig beklager Arbejdstilsynet fejlen overfor de tilskadekomne.

Mulige konsekvenser

Konsekvensen af den skete udlevering er, at nogle modtagere af aktindsigt har fået viden om, hvilken person der er kommet til skade på arbejdet. Vi har ikke kendskab til, at modtagerne af aktindsigt har kontaktet nogen tilskadekomne, men vi kan ikke udelukke, at det kan ske.